REJSER - VACCINATION OG MEDICIN

Vi tilbyder ikke længere rejsevaccinationer. Du skal i stedet kontakte en rejsevaccinations-klinik, som der findes flere af her i Herning.

Se hvilke vaccinationer og evt. forebyggelse mod malaria, Statens Serum Institut anbefaler ved rejser til udlandet.

Læs også gode råd om forebyggelse af sygdom før, under og efter rejsen.

 

Sygdom og rejse

Udgifter til behandling af en kronisk sygdom, eller sygdom som er opstået før afrejsen, dækkes kun, hvis det på afrejsetidspunktet ikke med rimelighed kunne forventes, at der ville blive behov for behandling i udlandet. Denne vurdering foretages af Rejsesygesikringen. Det er derfor ikke dit eget eller dit læges skøn, der er afgørende.

Hvis du er kronisk eller alvorlig syg, bør du derfor i god tid inden afrejsen undersøge om lægeregninger, sygehusophold mv. dækkes, hvis du får behov for behandling under rejsen.

SOS International kan i nogle tilfælde give en medicinsk forhåndsvurdering om dækning, hvilket betyder, at du også er dækket af Rejsesygesikringen for den specifikke sygdom, som forhåndstilsagnet vedrører.
 
EU-sygesikringskort/privat rejseforsikring
Du kan ikke kunne bruge det gule sundhedskort som rejseforsikring i EU. I stedet skal det blå EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring benyttes.

 

Medicin på rejsen

Når du rejser til udlandet og har medicin med, kan du risikere, at myndighederne i udlandet gerne vil have en forklaring på, hvorfor du rejser med medicin. Medbringer du euforiserende stoffer, bør du medbringe et af følgende:

  • Pillepas, som udstedes af apoteket.

  • Medicinattest på engelsk, som udstedes af os. Du skal selv betale for attesten.
     

Pillepas
Hvis du rejser i et af landene i Schengen-området og medbringer medicin, der indeholder euforiserende stoffer, eller stoffer der påvirker centralnervesystemet, skal du medbringe et pillepas. Passet dokumenterer, at medicinen er til eget brug som led i en medicinsk behandling.
Apoteket kan også vejlede om, hvilke typer medicin der kræver pillepas.
Du kan også bestille et pillepas over internettet på 
borger.dk.
Hvis du ønsker et pillepas, skal du have en recept fra lægen - også selvom det drejer sig om medicin, der normalt ikke kræver recept.
Gyldigheden for pillepasset er højst 30 dage. Skal du være væk længere end 30 dage, skal du kontakte nærmeste ambassade for det land, du rejser til, for at få oplyst, hvordan du skal forholde dig.


Du kan læse mere her:
Liste over euforiserende stoffer
Borger.dk om pillepas

 

Medicinattest fra egen læge
Der gælder andre regler for rejser med medicin til lande uden for Schengen-området. Reglerne kan variere fra land til land, og du bør derfor henvende dig til ambassaden for det land, du rejser til, for at høre, hvilke krav der er gældende. Som regel gælder dog følgende praksis.

Få din egen læge til at skrive en attest, som angiver:

  • dit navn, fødselsdato og pasnummer.

  • hvad du behandles for.

  • hvad du behandles med (navn og styrke på din medicin).

  • hvilken mængde du er ordineret (mængde pr. dag).

Attesten bør som minimum skrives på engelsk, men spørg på ambassaden for det land, du rejser til, hvilke sprog de accepterer.

Du skal selv betale for attesten.

 

Legalisering
Lægens attest skal legaliseres af Udenrigsministeriet. Hvis du skal have attesten oversat, skal du benytte en statsautoriseret tolk. Herefter skal Udenrigsministeriet så legalisere oversættelsen. Der opkræves gebyr for legaliseringer. 
Kontakt-information til Udenrigsministeriets Legaliseringskontor.
Visse lande vil desuden kræve, at deres egen ambassade i Danmark har legaliseret din attest og en eventuel oversættelse. Dette skal ske efter, at Udenrigsministeriet har legaliseret dokumentet. Det gælder kun for de lande, som ikke har underskrevet den internationale Apostille-konvention.

 

Euforiserende stoffer
Nogle lande har meget strenge regler om besiddelse af narkotika. Derfor er det vigtigt, at have et pillepas eller en medicinattest, hvis du medbringer medicin, der indeholder euforiserende stoffer.
Der findes ikke en fælles liste for alle lande over, hvilke lægemidler med euforiserende stoffer det kan være relevant at medbringe attest for, men det kan fx være sovemedicin eller stærke smertestillende midler, der indeholder morfin og beroligende midler.
På Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside kan du læse mere om, hvilke euforiserende stoffer, der er optaget i 
FN’s narkotikakonventioner. Desuden vil apoteket og din læge være i stand til at vejlede dig.

 

Medicin med posten
Under ophold i udlandet bør man ikke sende medicin med posten uden først at have undersøgt grundigt, hvilke regler der gælder i afsenderland og modtagerland.

 

Medicin med til Danmark
Henvendelser omkring privates indførsel af medicin til Danmark kan ske til Lægemiddelstyrelsen i Danmark. Dette gælder for både udlandske og danske statsborgere.
Det er muligt at lave både skriftlige og mundtlige forespørgsler til Lægemiddelstyrelsen vedrørende privates indførsel af medicin til Danmark:
Mail: dkma@dkma.dk
Telefon: +45 4488 9393

www.dkma
 
Læs mere om reglerne 
her